Impressionen aus China

AFGANG TIL KINA

Lørdag tager Randers HKs populære håndboldpiger på en usædvanlig og med garanti også oplevelsesrig træningslejr i Kina.

Det er alle klubbens kontraktspillere, der sammen med klubbens sportslige ledelse, der de næsten 14 dage skal opholde sig i det mægtige rige, hvor kombinationen af håndboldtræning og oplevelsen af de mange fremmedartede indtryk skal styrke sammenholdet i truppen.

BELØNNING FRA HOVEDSPONSOR

Turen er en belønning fra Randers HKs hovedsponsor, Sparekassen Kronjylland, for de flotte resultater i HåndboldLigaen, men der står med garanti ikke lutter afslapning på træner Morten Arvidssons program. Der er kun et par måneder til den nye sæson fløjtes i gang, så de kommende 14 dage skal også bruges til at genfinde og udvikle nogle af de kvaliteter, der bragte bronzemedaljerne til Randers.

Blandt deltagerne er derfor også de nytilkomne Susan Bødtker og polske Kataryna Jez, der dermed får alle tiders chance for at lære de nye holdkammerater at kende. For en enkelt spiller er det så som så med det fremmedartede, men kinesiske Chao Zhai får i stedet chancen for at præsentere en del af sit hjemland for medspillerne, som dermed får den bedst tænkelige guide.

LANDSHOLDSOPLEVELSER

Et par af Randers HKs spillere har allerede brugt noget af sommeren til at få nye håndboldoplevelser. Katrine Munch og Laura Danielsen var med landsholdet i Egypten, da Jan Pytlich startede forberedelserne til vinterens EM-slutrunde. For Katrine Munch har turen efterfølgende udmøntet sig i flere udtagelser til landsholdstruppen, så det har virkelig været en begivenhedsrig sommer for den hurtige højre fløj.

 

I Bill Clintons fodspor

Fredag morgen startede med en lang bustur på næsten 2 timer til Den kinesiske Mur et stykke uden for Beijing. Vores meget engagerede buschauffør forsøgte ivrigt, ved hjælp af engelske og tyske gloser, at fortælle om alle de ting, vi så på vores vej. På et tidspunkt overtog Morten dog guiderollen og fortalte med en vis stolthed i stemmen, at netop den del af Muren, som vi skulle opleve, var det sted Bill Clinton også besøgte i forbindelse med sit ophold i Kina.

Ved billetlugen skulle det besluttes, hvorvidt man ville tage liften op til Muren eller om man ville tage turen op via de 2500 trappetrin!! Rene From benyttede sig dog af en helt tredje mulighed – nemlig at blive siddende i skyggen med en kold sodavand. Vi er stadig i tvivl om, om det var højdeskrækken eller den ”gode” form, der var årsagen. De fleste valgte at tage liften op og så gå ned, mens ”de gamle” samt Pernille Fisker, Mathilde Storvang og Christina Iversen tog liften begge veje. Kun Morten og ”Mugge” var så seje at tage trapperne både op og ned, hvilket resulterede i, at vi for første gang nogensinde så Morten i bar overkrop.
Selvom det var tredje gang på denne tur vi stod på en del af Den kinesiske Mur, var alle mere eller mindre overvældede over det syn, der mødte os. Uanset hvilken vej man kiggede, snoede Muren sig op og ned af de omkringliggende bjergtoppe. Havde man ikke allerede tabt pusten, gjorde man det i hvert fald ved tanken om det store arbejde med at bære alle de mange sten op, da denne imponerende konstruktion skulle bygges. På toppen af et af vagttårnene så vi, at tidligere besøgende enten havde skrevet deres navne med kridt eller ridset dem ind i Muren, hvilket vi jo ikke ville stå tilbage for. Os der tog trapperne ned kunne hurtigt blive enige om, at det var den rigtige beslutning kun at gå den ene vej, da de flestes ben rystede hele vejen ned.
På vej hjem i bussen, steg humøret et par grader, da dagens frokostrestaurant blev annonceret; McDonalds!!!

Efter at have hvilet os i et par timer på hotellet, stod den på akrobatik, hvor vi skulle opleve nogle af Beijings bedste akrobater. Heldigvis var vi der for en gangs skyld i god tid, så vi fik gode pladser. Forestillingen var virkelig imponerende og for enkelte endda lidt uhyggelig. Lene Tønnesen og Mathilde Storvang var meget nervøse på akrobaternes vegne – sæt nu de faldt ned! Vi fik prøver på ekstrem smidighed, balance, springkraft, koordination og koncentration. Vi sad alle med frygten for, at Morten skulle få gode ideer med hensyn til nye træningsmetoder. Skulle vi for fremtiden stå uden bus til kamp, så vi, at det var muligt at være 12 personer på bare én cykel!

Efter en begivenhedsrig dag var det tid til aftensmad på en mongolsk restaurant, hvor vi havde mulighed for selv at tilberede maden ved bordene. Mathilde Storvangs hjerte slog en ekstra gang, da hendes jomfruhummer skulle sendes levende ned i det kogende vand. Men efter hendes ansigtsudtryk at dømme, da hun spiste den, var det det hele værd.
Nogle nåede hotellet før andre, da Thea Hougesen, Annie Andersen, Christina Iversen og Mads Bendiksen udfordrede skæbnen og lod sig klippe af en flok kinesere. Ved hjælp af billeder, tegnsprog og enkelte skrig fra Thea, kom alle dog hjem med et yderst vellykket resultat.
Da de kom hjem til hotellet, var der allerede hektisk aktivitet, idet alle var i gang med at sortere i bagagen for at undgå overvægt før hjemrejsen søndag.

Lørdag havde vi to træninger sammen med Beijings bedste hold, som var med til at sætte noget ekstra tempo på vores afsluttende træninger i Kina. Træningerne foregik ligesom torsdag i en hal på 2. sal uden aircondition og med fugle under taget. Hallen havde 2 baner ved siden af hinanden og to store haller på 1. sal. Vejen ind til selve hallen var en ren forhindringsbane, da 30 kinesere på 3. dag forsøgte at asfaltere en vej på størrelse med en lille dansk villavej.

Skrevet af Thea Hougesen, Iben Petersen og Lisa Sand Rasmussen. 27.07.2002

 

Det var så den første uge

En uge er gået siden vi skiftede de kendte hjemlige danske omgivelser ud med de fremmedartede kinesiske. En uge, som i alle vores hukommelser fylder meget mere end en almindelig dansk hverdagsuge. Indtrykkene sætter deres tydelige spor, efterhånden som oplevelserne lagres en efter en, og de fylder kan jeg garantere.

I Beijing oplevede vi straks efter at have modtaget vores bagage i lufthavnen et menneskemylder uden lige. Kineserne myldrer rundt overalt, fra tidlig morgen til sen aften og måske også hele natten, hvem ved? Man får lige pludselig et indtryk af, hvor mange 1,2 mia. mennesker egentlig er. Overalt er de, ved deres enormt imponerende og historiefortællende seværdigheder ned til de små trehjulede ladcykler som sælger frugt og grønt et sted på gaden, hvor næsen fortæller, at der ikke er langt til det næste offentlige toilet. Fra de enorme nye 20-etagers huse, der fortæller om den kommercielle vestlige verdens indtog, til de små Hutong’er umiddelbart i nærheden, ses kineserne i stort tal.

I dette store menneskemylder er det til at se modsætningerne blandt kineserne. Når man i oplevelsernes store sus vandrer rundt i gaderne støder blikket ofte på først den fattige tiggende kineser, der sidder i sit slidte og beskidte tøj og dernæst på den travle forretningsmand, der suser hen af fortorvet i sit pæne tøj med attachémappen i den ene hånd og mobilen i den anden. Kina er på mange måder et land fyldt med modsætninger. Som bekendt er vi nu i en havneby ved navn Quinhuangdao. Her har man i forbindelse med de Olympiske lege i 2008 i Beijing påbegyndt et kæmpemæssigt stadionbyggeri. Ikke langt derfra ligger et større lejlighedsbyggeri, som ser meget nyt og tilsyneladende tilforladeligt ud, så længe man ser på det fra den kommende OL-arena. Når man som turist bevæger sig lidt rundt på egen hånd og derved mere eller mindre ved et tilfælde kommer rundt og ser de føromtalte lejligheder fra den anden side, ser de pludselig helt anderledes ud. Malingen er enten skaldet af eller ødelagt af store fugtskjolder. Nu kan vi jo kun gætte, men mon ikke, man har valgt vi at male den side af bygningerne, som vender ud mod den kommende OL-arena, mens den anden side står i det rene forfald.
Spørgsmålene vrimler frem, om hele deres menneskeopfattelse kan være sådan, for i så fald ville kineserne være meget overfladiske, hvilket deres gæstfrihed på ingen måde udtrykker. Måske er det bare sådan deres traditioner foreskriver de bør være. Den kinesiske mur har jo igennem mange år, stået som symbol til andre riger og udtrykt magt og storhed udadtil, men hvordan har det været indadtil?
Samme spørgsmål kan ikke undgås at komme til mit hoved, når man ser den enorme vækst en by som Beijing netop nu gennemgår. Overalt er kæmpehuse enten nyopførte eller under opbygning. Vældigt imponerende når man vandrer omkring fra park, til gadehandler og til seværdighed. Spørgsmålet kommer igen frem, gemmer denne tilsyneladende imponerende facade også over andet? Præcis som lejlighederne, der kun var malet på den ene side.
Om der gemmes på noget skal jeg ikke kunne sige, jeg har i hvert fald ikke fundet det. Måske er der noget i denne sammenhæng, der gemmes væk, måske er der en anden og meget værre umalet side af lejlighedsbyggeriet, hvem ved? Formentlig er der ikke, men alene det at tanken er vækket, gør det bestemt ikke mindre spændende at besøge dette land, der altid har været omgærdet af stor mystik.

De seneste fire dage har træning været en del af det daglige program. Det sætter også en tydelig finger på vores øvrige dagligdag. Træningerne foregår sammen med det kinesiske landshold, som netop nu forbereder sig til de asiatiske mesterskaber i Kasakhstan senere i denne uge. De er naturligvis oppe i et andet gear, end vi er her i en opstartsperiode, tilgengæld tilfører det os en intensitet i træningen som ellers er meget vanskeligt at have så tidlig på sæsonen. Det til trods er specielt de to nye spillere Katarzyna Jez og Lene Tønnesen faldet godt ind i sammenspillet.

Mens træner- og lederstaben energisk forsøger at hælde en passende mængde kulhydrater og væske på spillerne, er deres skepsis for den lokale mad ikke mindsket hos få af spillerne. Det er forsat primært pommes fritter og toastbrød, der indtages selvom vi alle er blevet væsentlig bedre til at forsøge os udi de mere ukendte kinesiske retter. På hotellet, hvor vi spiser alle måltider, har de efterhånden lært hvor glade vi er for pommes fritter. Morgenbordet er hver morgen dækket med en velfyldt skål af denne verdensomspændende kartoffelret. Jeg tror dog, at glæden ved at se, at der mellem de kinesiske retter befinder sig velkendte pommes fritter, langsomt er ved at forsvinde.

Med et kort suk og en lang længsel efter et stykke rugbrød med en god leverpostej, kigger vi nu frem mod endnu en uge med forhåbentligt ligeså mange mangeartede indtryk som den forrige.

Af: Mads Bendiksen

 

Tilbage i Beijing.

Efter seks dage i Quinhuangdao er vi tilbage i Beijing. Efter otte træninger i den forløbne uge er vi godt i gang med den nye sæson. Vi lagde stille og roligt ud den første træning for lige at komme i gang. Derefter stod den på træning med det kinesiske landshold – som bestemt ikke foregik stille og roligt. Det var utroligt inspirerende at se, hvilken disciplin og hvilke træningsmetoder de benyttede. Det betød, at vores træninger bar præg af høj kvalitet, til trods for, at vi stadig er i opstarten - i modsætning til kineserne. Det kinesiske landshold skal i weekenden til mesterskab i Kasakhstan, hvor Chao deltager.

Quinhuangdao viste sig at være en kedelig by, hvor der ikke skete ret meget i forhold til i Beijing. Butikkerne lukkede allerede klokken 19, så om aftenen måtte vi nøjes med at hygge på hotelværelserne. Når vi skulle ud om aftenen skulle vi gå i grupper pga., at det var et meget fattigt område vi boede i, som ikke var vant til at have turister. Det betød, at vi fik meget opmærksomhed og mange stoppede helt op bare for at se, hvad vi var for nogle. Dette var dog ikke kun noget, der skete i Quinhuangdao. Selv i Beijing stoppede kineserne op for at tage billeder sammen med os – da de ikke selv er et særlig kønt folkefærd synes de vi er meget smukke.

Eftersom det er regntid i Kina har vejret været meget ustabilt. Dog har vi haft en enkelt dag på stranden. Dette medførte, at flere blev forbrændte af solen – men det var det hele værd.
Enkelte foretrak at se delfinshow for at få tiden til at gå imellem træningerne, mens andre udnyttede tiden til at få shoppet lidt mere. Det hele er meget billigt hernede set i forhold til danske priser – så vi må nok regne med at have en del overvægt på vejen hjem i flyet.

I dag blev vi indkvarteret på et andet hotel 13 km uden for Beijing centrum. I morgen skal dagen gå med sightseeing med Chao, hvor vi bl.a. skal i Beihai park og på silkemarked. Torsdag står den på to træninger, så der bliver nok ikke tid til så meget andet, idet busturen tager ca. 40 min. til og fra hallen.

Alt i alt er vi glade for at være tilbage i Beijing, hvor vi kommer til at opleve nye ting hele tiden frem til vi skal hjem.

Lene T. & Laura D.



 

Sightseeing i Beijing

Hele onsdagen var afsat til sightseeing med Chao. Hun viste os to parker, der lå i midten af byen. Den første var en evig kamp for at nå et kejser tempel, som lå helt på toppen i parken. Man må dog sige, at der var en fantastisk udsigt deroppe fra. Man kunne se ud over den forbudte by, som vi havde set første gang vi var i Beijing. Derefter tog vi ind til Beihai park. Det er en park kejseren fik oprettet som sit private paradis. Der lå en kæmpe kunstig sø med en ø midt i parken. Vi sejlede over søen med en af de gamle kinesiske både. Chao var den perfekte guide, men hun havde selvfølgelig også glædet sig til at vise sin smukke by frem. Hun viste os hver en lille ting, som der havde bare en lille snert af noget specielt kinesisk.
Efter parkerne gik vi gennem Hutong-kvarteret, som er et af de gamle kvarterer i Beijing. Gaderne var utrolig smalle, der var kun lige plads til at en bil kunne komme igennem. Det var et rigtig hyggeligt kvarter, og selvom det ikke var det mest luksuriøse, så var der rent og pænt overalt. Da vi var ved at gå, kom vores kinesiske chauffør løbende og inviterede os indenfor hos en rigtig kinesiske familie. Vi kom ind i et lille hus på ca. 20 kvm. På dette sted boede der i alt 5 personer, 2 søstre deres mænd og 1 barn. De havde betalt 12.000 kr. pr. kvm. Chao fortalte os, at de to familier kunne få en pæn, ny treværelseslejlighed inde midt i byen for de samme penge, som de havde givet for deres lille hus. Men de havde valgt at bo i Hutong på grund af beliggenheden og atmosfæren. Kineserne vil nemlig helst bo nord for byen, da de tror, at det vil bringe mere held, end at bo i f.eks. den sydlige del.
Efter den første etape af Chao’s sightseeing var der endelig frokost på en kinesisk restaurant med Chao’s forældre. Chao havde valgt menuen, og hun vidste, hvad der var godt.
Efter frokost tog vi ind til Silkemarkedet. Det var et stort marked, hvor man kunne få alt hvad hjertet begærer. Rundt omkring i boderne var der Prada-tasker, Gucci-trøjer, Rolex-ure, Nike-sko, Boss-slips, Levis-bukser og så videre, som man kunne få til billige penge. Der blev pruttet om priserne i en sådan grad, at vi er inde på at nogle af os har opfundet en helt ny sportsgren. I den overlæssede bus på vej tilbage til hotellet, blev dagens fantastiske fund sammenlignet og vurderet.
Det var en god dag, men desværre den sidste med Chao, da hun blev nødt til at tage med det kinesiske landshold til de Asiatiske Mesterskaber i Kasakhstan.

Mathilde Storvang og Christina Iversen