Homepage

 

News

Stationen

Privat

Handball DK

Tipps und 
Techniken

Beachhandball

Leichtathletik

Tine turnt vor

Gästebuch

Autogramme

eM@il-Kontakt

Linkliste

 

Gesundheit

Copyright

Håndbold: Med ryggen mod målet

Randers Hk mangler nogle gode holdoplevelser til at løfte holdet, mener målvogter Christine Lindemann, som advarer om, at der ikke er råd til ret mange fejltrin, hvis holdet skal være med i toppen af ligaen.Foto: Lars Rasborg
 


Efter et ydmygende pokalexit mod Ikast og en skuffende tabt ligapremiere hjemme mod Fox Team Nord, skal Randers HK søndag forsøge at finde sig selv i den vanskelige udekamp mod Horsens.

Den tyske landsholdsmålvogterske og tidligere Randers HK-anfører Christine Lindemann erkender, at holdet har problemer, men hun har samtidig svært ved at pege på en enkelt årsag til holdets lidt skæve start på sæsonen.

- Det er vanskeligt at sige, hvor vi står, men vi har gjort det vanskeligt for os selv ved allerede at have sat os under pres inden anden spillerunde, siger hun.

Selv brugte hun en telefonsamtale med sin landsmandinde, den tidligere Randers-spiller Stefanie Melbeck, til at bearbejde den dårlige oplevelse fra Ikast-kampen, hvor de randrusianske målvogtere blev passeret hele 38 gange.

- For mig var det en dårlig oplevelse, og det tager tid at komme sig efter sådan et nederlag, siger den tyske veteran, som har sagt nej tak til at deltage i den tyske landsholdssamling i næste uge.

Rytmen mangler
Fysisk er hendes lever stadig ikke helt på toppen efter angrebet af kyssesyge for snart to år siden, og hun vil ikke udfordre sit helbred mere end højst nødvendigt i jagten på sine sportslige ambitioner.

Endelig prioriterer hun sit engagement med Randers HK så højt, at hun ikke ønsker at være væk fra klubben, som i øjeblikket har et kompakt kampprogram foran sig og har brug for at finde tilbage på sporet.

EM på dansk grund i slutningen af året er derfor heller ikke et tema for hende - lige nu...

Helt grundlæggende mener Lindemann, at det for Randers HK handler om hurtigst muligt at genfinde sin normale spillerytme, og i den forbindelse advarer hun om, at der ikke er råd til ret mange fejltrin, hvis man vil være med i den bedste ende af den danske liga, hvor kravene til professionalisme øges år for år.

- Målt spiller for spiller er vi ikke lige så stærke som Viborg, Slagelse og Ikast. Vi har ikke lige så mange stjerner, og hvis ikke vi spiller hundrede procent hver gang, bliver det svært at nå slutspillet.

Kan kun vinde som hold
- Vi har altid haft det vanskeligt mod Horsens, siger Lindemann, som især udtrykker respekt for den tidligere Ikast-spiller Åsa Erikssons skud og eminente indspil til stregen.

Det er ganske vist alt for tidligt at finde dommedagstrommerne frem, men som randrusianerne har spillet de seneste kampe, kan det blive vanskeligt at opfylde ambitionerne om at præge toppen af dansk håndbold.

- Vi er meget boldusikre. Jeg tror, at nogle af spillerne mangler noget tryghed. Forsvaret har ikke stået godt, og det gør det svært at komme til at køre i højt gear frem ad banen, siger målvogteren, som mener, at spillerne mangler nogle gode holdoplevelser på banen, som kan være med til at skrue op for gejsten og troen på egen formåen.

På det mentale plan peger hun på, at spillerne p.t. alt for hurtigt kommer til at hænge lidt.

- Specielt vi kan kun vinde som hold, og vi har snakket om forskellige ting i omklædningsrummet, men dem holder vi for os selv, kommer det hemmelighedsfuldt fra den høje tysker.

Hun har heller ikke meget lyst til at kommentere, om en meget kompakt sæsonoptakt har manglet åndehuller for spillerne.

- Nu er programmet gennemført, og vi skal hellere kigge fremad, og det er også op til den enkelte spiller at forsøge at komme ovenpå igen. Det er ikke så enkelt, at man bare kan sige, at vi skal ændre det og det, og så er vi tilbage på sporet. Det tager tid.

Af Jacob Brandt

© Randers Amtsavis, Lagt på nettet den 14. september 2002 kl. 01:00

Randers Amtsavis