Homepage

 

News

Stationen

Privat

Handball DK

Tipps und 
Techniken

Beachhandball

Leichtathletik

Tine turnt vor

Gästebuch

Autogramme

eM@il-Kontakt

Linkliste

 

Gesundheit

Copyright

Presset påvirker ikke Grini

Kjersti Grini fik ikke helt den debut, som hun havde håbet på, da Randers HK tabte 26-30 til Nordstrand. NORDFOTO


Med kun to døgn i trænersædet som ballast fik Kjersti Grini ikke den optimale debut for Randers HK, da danskerne lørdag i Oslo tabte 26-30 til til Nordstrand og dermed er ude af årets EHF Cup.

 
 
 Af Jakob Brandt

  Fakta
Returkamp i tredje runde i EHF Cup´en i håndbold for kvinder:
Nordstrand-Randers 30-26 (15-10). .
Nordstrand videre med 52-48 samlet.
Randers: Annie Andersen 6, Kathrine Munch 5, Chao Zhai 5 (5), Laura Danielsen 3, Tatiana Silitch 3, Tanja Milanovich 2, Steluta Luca 2.
Nordstrand: Anette Hovind Johansen 7.
Stillinger undervejs: 10-5, 19-13, 23-23, 29-24.
Advarsler: Nordstrand 2, Randers 1.
Dommere: Falcone og Rätz (Schweiz)
Tilskuere: 555 i Nordstrandhallen

- Det er aldrig fedt at tabe en kamp - i hvert fald ikke for mig. Men det kan vi ikke lave om på. Nordstrand var klart bedre end os. Vi slider stadig med at få formationer og systemer til at fungere, sagde Kjersti Grini

På mange punkter blev debuten dog en positiv oplevelse for den 31-årige nordmand, som blev fulgt intenst af den norske presse, siden hun afløste Morten Arvidsson, der også har en fortid i norsk håndbold.

- Jeg havde næsten et kamera i hovedet hele tiden, og det var en meget speciel og anderledes oplevelse end at være spiller, men det var også sjovt, sagde hun om rollen som træner.

Dårlig akustik
- Man bliver urolig og usikker på andre tidspunkter, og det er en anden form for stress. Når man er spiller kan man påvirke tingene hurtigere og meget mere direkte.

Nordstrandhallens dårlige akustik var desuden med med til at gøre trænerdebuten en smule vanskeligere, og mens Grini fra tiden som kaptajn på det norske landshold var vant til hurtigt at kunne kommunikere små justeringer af taktikken videre til medspilleren, måtte hun fra trænerbænken vænne sig til, at der ofte gik et par angreb, før spillerne havde fanget hendes instruktioner.

Lod sig ikke påvirke
På forhånd kunne hun ikke være sikker på, hvordan hun ville blive påvirket af presset, og hun kunne ikke bortforklare tilstedeværelsen af et par ekstra sommerfugle i maven, da kampen blev fløjtet i gang i Nordstrandhallen, hvor hendes engagement på sidelinjen kostede hende en enkelt advarsel undervejs.

- Jeg havde ikke den ro, som det giver at have prøvet tingene før, men jeg følte, at jeg havde forberedt mig godt på at håndtere stresset, og jeg blev aldrig låst undervejs.

Trods ærgrelsen over nederlaget havde Grini flere positive ting med hjem til Randers.

- Jeg synes at spillerne gjorde et godt stykke arbejde. De arbejde godt sammen og fightede for sagen, så jeg føler at både jeg og spillerne har noget at arbejde videre med.

Mangler tid
Der venter Grini og Randers HK et tæt program med fire ligakampe i løbet af de kommende to uger, og det giver ikke den nye træner meget tid til at justere på holdet

- Det er et hårdt program, erkender Grini uden spor af beklagelse i stemmen.

Hun kan ikke ændre på kampprogrammet og tager det som en udfordring, og når spillerne mødes til træning i Randershallen i eftermiddag er taktikken klar.

- Jeg må udvælge nogle nemme ting, som vi kan begynde at arbejde med, og jeg vil lade spillerne få indflydelse på, hvad vi skal arbejde med, sagde Grini.

Umiddelbart peger hun på to områder, som der er behov for at arbejde med.

- For det første skal vi prøve at få skabt en forsvarsformation, som giver mere tryghed. Vi stoler ikke nok på hinanden, og det kan være derfor, at vi er lidt for længe om at gå frem og tackle modspillerne.

- For det andet skal vi arbejde med nogle angrebsåbninger, der gør det muligt at udnytte spillernes kreativitet noget bedre. Det skal være noget, der giver nogle flere valgmuligheder.

Men der bliver ikke tale om de store revolutioner før onsdagens møde med SK Århus.

Fælles ansvar
- Det er mig, der står med hovedansvaret, men spillerne har også et ansvar. Vi taber og vinder sammen.

Grini spilder derfor ikke ret meget krudt på, at fundere på kravet om Randers-sejr over SK Århus på onsdag.

- Sådan tænker jeg ikke. Gjorde jeg det, ville jeg blive stresset og forknyt. Vi går til den her opgave sammen, og så må vi se, hvor meget vi kan nå at flytte til onsdag.

 
 

 

© Randers Amtsavis, Lagt på nettet den 19. januar 2004

Randers Amtsavis