Homepage

 

News

Stationen

Privat

Handball DK

Tipps und 
Techniken

Beachhandball

Leichtathletik

Tine turnt vor

Gästebuch

Autogramme

eM@il-Kontakt

Linkliste

 

Gesundheit

Copyright

 Arvidssons trumfer

Der er næsten garanti for drama - både på og uden for banen, når Camilla og Anja Andersen og de øvrige Slagelse-profiler i morgen ankommer til Randershallen. Foto: Lars Rasborg


- Jeg tror, at vi har en god chance for at slå Slagelse. Det siger Randers-træner Morten Arvidsson inden natkassekampen i Randershallen i morgen mod Slagelse, og han bliver ikke overrasket, hvis sjællænderne kommer til at afgive sæsonens første point på randrusianernes hjemmebane.

Af Jakob Brandt

 


De to gange, Slagelse tidligere har besøgt Randershallen i ligaen, er det blevet til en sejr til hver side, og set med randrusianske øjne kan det kun være en fordel, at Anja Andersens mandskab ankommer til Randers efter en lang rejse fra søndagens succesrige Champions League-opgør mod Nis fra Serbien og Montenegro i benene og målet om en samlet sejr i den stærkeste europæiske turnering i hovedet.

Slagelse-truppen har det som erklæret mål at vinde Champions League i indeværende sæson, og efter søndagens fornemme udesejr på 32-28 over Nis kan Randers måske lukrere på, at det for flere Slagelse-spillere kan føles som lidt af et antiklimaks at mellemlande til en ligakamp i Randers, inden Slagelses næste opgør i Champions League lørdag mod Hypo Niederösterreich.

Gode muligheder
- Kampen ligger på et godt tidspunkt for os, fastslår træner Morten Arvidsson, som naturligvis håber, at de sjællandske modstandere har deres fokus et andet sted end på den danske liga, hvor Slagelse fører suverænt med maksimumpoint efter ti kampe og sagtens kan tåle at tabe et par point uden at miste førstepladsen.

Sammenholdt med skadessituationen hos Slagelse tegner der sig et billede af en rimelig mulighed for at hente noget af det tabte terræn fra efteråret, og det vil Randers HK forsøge at udnytte på en forhåbentlig tætpakket hjemmebane, hvor værterne til gengæld skal forsøge at abstrahere fra lørdagens møde med Nordstrand i EHF Cup.

Der er tale om to meget vanskelige opgør på fire dage, og selv om Randers HK i øjeblikket kæmper for at forsvare den vigtige fjerdeplads i ligaen, lægger Morten Arvidsson ikke skjul på, at Nordstrand-kampen har højest prioritet.

- Hvis vi taber til Nordstrand, er vi formentlig ude af Europa Cup, men hvis vi taber til Slagelse, er vi ikke ude af ligaen, lyder vurderingen fra Randers-træneren.

Han mener dog, at det er en stor fordel for Randers, at opgøret i morgen er det første vigtige opgør i lang tid og, at spillerne derfor både fysisk og mentalt har haft længere tid til at forberede sig til kampen.

Cano og Melgaard skadet
Han betegner samtidig de to seneste nederlag i træningskampe mod Aalborg DH og SK Århus, som "meget positive".

Dermed sigter han til, at spillet har fungeret langt bedre end i ligakampen mod Viborg 20. december sidste år.

- Vi har ingen skader, og jeg synes, vi virker til at være i god form for tiden. Spillet flyder godt - især forsvarsmæssigt, siger Morten Arvidsson, hvis optimisme desuden bygger på oplysningerne om, at Slagelse hverken stiller op med den franske landsholdsspiller, fløjen Stephanie Cano, der er blevet opereret i den ene fod, eller den stærke stregspiller Mette Melgaard, som døjer med skulderproblemer, mens andetvalget på stregen, Maria Hansen, formentlig må sidde ude efter at have forstuvet sin ene fod under træningen.

Lynende farlig
- At de mangler et par stamspillere, betyder, at deres fordel af en større bredde bliver lidt mindre, men Slagelse har stadig en god bagkæde, men vi plejer at have godt fat i Petrovic, og det er faktisk Camilla Andersen, der plejer at give os flest problemer: Hun har evnen til at score de vigtige mål, og hun er altid lynende farlig, når hun har bolden, siger Morten Arvidsson.

Han har ikke glemt den sidste hjemmekamp mod Slagelse, som var helt tæt, indtil Randers fem minutter før tid valgte at gå frem til Camilla Andersen for at hente en smal Slagelse-føring.

Det gav ekstra plads til de øvrige spillere i sjællændernes bagkæde, som afgjorde kampen, så det kan blive dyrt at mandsopdække en eller flere af profilerne hos de danske mestre.

 
© Randers Amtsavis, Lagt på nettet den 06. januar 2004 kl. 12:00
 
 Randers Amtsavis